Den Særlige Jobformidling (DSJ) er en særlig enhed i Københavns Kommune, der støtter unge førtidspensionister i overgangen fra STU til arbejdsmarked.
Mange af de unge der er tilknyttet DSJ falder uden for eksisterende tilbud om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud, fordi de enten ikke trives i det eller ønsker en plads i nogle mere ordinære rammer.
Fælles for vores unge er, at de på trods af at være tilkendt førtidspension besidder en stærk arbejdsidentitet og har lyst til og motivation for at blive en del af en arbejdsplads og et arbejdsfællesskab, og at de ikke på egen hånd er i stand til at opnå eller fastholde beskæftigelse.
DSJ formidler praktik- og jobmuligheder med løntilskud til unge førtidspensionister på det ordinære arbejdsmarked og vi hjælper med alt det praktiske; vi finder det job der passer til kandidaten under hensyntagen til funktionsniveauet, forbereder opstarten og følger op – og så bevarer vi kontakten med den unge gennem hele ansættelsesforløbet, for at sikre at den unge har den nødvendige støtte til at kunne opretholde ansættelsesforholdet.
Gennem hele ansættelsen samarbejder vi tæt med arbejdsgiveren for at sikre de rette rammer og tilbyde den nødvendige støtte og vejledning, da det ofte kræver noget ekstra af virksomheden at rumme en ung med særlige behov.
For at blive tilknyttet DSJ, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Man skal have et ønske om at være en del af det arbejdsfællesskab der er på en arbejdsplads
- Man skal være tilkendt førtidspension
- Man skal være bosat i Københavns Kommune
- Man skal have afsluttet en STU
- Man skal være mellem 18-25 år
- Man skal være selvtransporterende
Den Særlige Jobformidling har bl.a. unge ansat inden for:
- Kontor og Service
- Grøn service, Ejendomsservice og pedel
- Rideskole
- Forretning og supermarked
- Kantine
- Rengøring og renovation
- Børnehave og fritidshjem
- Plejehjem
Den Særlige Jobformidling samarbejder med:
- Private virksomheder og offentlige organisationer
- STU-udbydere i København
- Jobcenter København i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
- Din Sociale Indgang i Københavns Kommune
- Ungdommens Uddannelsesvejledning København
- Københavns Kommunes dagtilbud (Servicelovens § 103 og 104)