Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
UiU logo
Mobil menu

UiU's historie

UiU har en lang historie. Vi har mere end 40 år lavet ungdomsuddannelse for unge med udviklingshæmning og andre unge med særlige behov. UiU er et kommunalt uddannelsescenter. Københavns Kommune er stolt og glad for igennem rigtig mange år at have tilbudt unge mennesker et særlig tilrettelagt 3 årigt forløb.

UiU er den første skole i København, der for over 40 år siden etablerede uddannelsestilbud til unge med udviklingshæmning, da åndsvageforsorgen i 1980 blev udlagt fra staten til amterne. Københavns Kommune var også et amt.

I 1981 oprettede Københavns Kommune en ungdomsskole til unge med udviklingshæmning - Ungdomsskolen i Utterslev - det der i dag er blevet til Uddannelsescenter UiU.
Det var i de første år en overbygning af en børnespecialskole, men UiU blev hurtigt en selvstændig enhed, der fik til opgave at etablere en ungdomsskole til de unge, der ønskede og havde mulighed for at fortsætte deres skolegang ud over deres grundskole.

Fra barakker til Moderne skole
Ungdomsskolen i Utterslev blev etableret i nogle gamle træbarakker fra 2. verdenskrigs tid, som havde været anvendt som militærlejr. Barakkerne lå i smukke omgivelser nær Utterslev Mose og kom til sammen med andre "grønne skoler" i Danmark at kendetegne mange års undervisnings- og uddannelsesarbejde med unge med udviklingshæmning.
I dag er UiU en moderne uddannelsesinstitution, med nye bygninger, der er beliggende på den selvsamme dejlige grund i nærheden af Utterslev Mose. UiU laver ungdomsuddannelse for en bred målgruppe af unge.

UiU og loven
I 2007 besluttede folketinget ved lov, at alle unge i Danmark har ret til en ungdomsuddannelse. Man vedtog derfor loven om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov - en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse - i daglig tale kaldet STU.

Det betød, at de unge dermed endelig fik et retskrav på en 3 årig ungdomsuddannelse.

UiU i dag

Siden 2007 har UiU fulgt med tid, og har undervejs ændret sig ift. de behov Københavns Kommune til hver en tid har. UiU er meget søgt og har i dag 2 afdelinger på henholdsvis Horsebakken og Bystævneparken med ialt 150 elever.